Hadsund i gamle dage

Foto: Hadsund i nutiden 

Denne artikel handler om "drengeliv "i Hadsund omkring 1940érne, og er skrevet af Per Andersen fra foreningen Rold Skovs Venner:

Drengeliv

Forfatteren Hans Kirk har i novellesamlingen "Skyggespil" skrevet om sin fødeby:

"Vor by har bidt sig fast i sin bakke, den kæmper hårdt for sit liv. Den er ikke ret meget af et ordnet menneskesamfund endnu, men et tilflyttersted, en lejr af nybyggere. Men en dag har den vel slået rod i bakkens sand, og dens haver vil grønnes".

Sådan var det ikke mere i min drengetid, byen havde slået rod og haverne var blevet grønne. Men bakken var stadig den samme, og netop "Doktorbakken" med dr. Kirks gamle lægebolig på toppen, var et af de første steder, der skulle forceres på vejen fra stationen (nu rutebilstation) op til Kirkegade med Realskolen på det ene hjørne og ejendommen Hjortsminde på det andet. Snart efter sad man i Bedstes køkken med kaffe i koppen og den vidunderlige duft af tørverøg fra komfuret i næsen. (Ejendommen Kirkegade 2 lå mellem den daværende realskole og kommuneskole på det sted hvor skolens hovedindgang findes i dag).

Med sine mange kvaliteter i form af skove, haver, bakker og sin beliggenhed ved fjorden, var Hadsund et sandt eldorado for udfoldelsen af et rigt drengeliv. Hertil kom, at der i samme gade som mine bedsteforældre boede to drenge, som jeg var vældig gode kammerater med. I Hjortsminde var det Sygekasse-Karens Finn og i Kirkegade 5, Lauritz Christensens Ole.

Et af de steder, hvor vi drenge havde en skøn tumleplads, var nede i den have, der hørte til dr. Kirks gamle lægebolig, og som nu var blevet overtaget af den nye læge, Otto Fensbo. Her havde dr. Fensbo, som selv havde børn i samme aldersklasse, givet os lov til frit at benytte den yderste del af haven, som lå på en stejl skråning der var bevokset med store træer. Dette område var som skabt til mange drabelige kampe mellem cowboys og indianere. At dette så også kunne koste en bukserøv engang imellem, er en anden historie, som ikke kommer sagen ved, set med drengeøjne.

Hvis man skulle ned til fjordbadeanstalten, var den letteste vej at skrå tværs over Munchs eng. (Et areal, som i dag bl.a. bliver brugt til de årlige brofester). Engang havde vi dog ikke set, at der gik en stor tyr på græs, så det kan nok være, at vi fik fart på med at komme vandret ud under pigtrådshegnet, da den sænkede hovedet og sendte et par græstørv bagud med det ene forben.

Lige østen for badeanstalten lå fiskerihavnen, hvor der den gang var et vældigt liv. Mange af fjordfiskerne satte ruser eller fiskede med garn, og når de havde deres bundgarnpæle oppe og havde sat dem op som en indiansk tipi, var der ikke langt til at bruge dem som udgangspunkt for at bekæmpe blegansigterne på prærien. Når dette var overstået kunne man så drage videre på ekspedition ud langs fjorden mod herregården Havnø. Her var der mange forhindringer, der skulle forceres. Den tætte rørskov kunne hurtigt forvandles til en uigennemtrængelig jungle, og de mange grøfter og vandløb, der løber ud i fjorden, var naturligvis for os både store og fossende floder. 

Neden for enden af Doktorbakken lå stationsforstanderens have, hvor der voksede nogle store kastanietræer. Hvis man spurgte om lov, måtte man godt gå derind for at samle kastanier når disse var modne om efteråret. Det gjaldt selvfølgelig om, hvem der kunne samle de fleste, hvorefter man så pænt gik ud igen. Men om vinteren var dette til tider lige ved ikke at kunne overholdes, idet den stejle Doktorbakke også blev brugt som en herlig kælkebakke. Der skulle nemlig altid stå en vagt nede i Jernbanegade for at sige til når man kunne komme, idet man næsten ikke kunne undgå at drøne lige tværs over vejen, og derfor faktisk var lige ved at havne inde i stationens have! og det var uden at spørge om lov.

En anden af vinterens store glæder var at sejle med isbåd ude på fjorden, hvilket altid foregik ovre fra den lavvandede sydside, hvor fjorden først var frosset til. Isbåden var lavet af to brædder, der var sat sammen som et stort T, og med tre skøjter under de frie ender, ligesom den var udstyret med en mast til at bære sejlet. Det var en helt fantastisk fart et sådant fartøj kunne få. Engang gik det da også galt, idet farten var blevet så stor, at vi fortsatte lige ud på den tynde is og plumpede igennem. Heldigvis havde vi isbåden at klamre os til, og efterhånden fik vi os "mavet" længere og længere ind mod land, hvor isen kunne bære. Da vi kom i land turde vi ikke gå hjem og vise os i det våde tøj, hvorfor vi i stedet for gik ind på Færgekroen for at spørge om vi kunne blive tørret der.

Og sikken en modtagelse vi fik hos kromanden og hans kokkepiger. Sjældent har jeg oplevet noget så skønt som at stå splitternøgen i det varme køkken mens tøjet hang til tørre på stangen rundt om komfuret. Med varme drikke til halsen og varme fra komfuret, kom der også snart varme i de forfrosne drengekroppe, hvorefter vi glade og lykkelige kunne vende tilbage til Hadsund. Der var dog ikke noget med at spørge, om vi måtte stå på svingpartiet og svinge med ud, hvis der skulle et skib igennem broen. Det var bare med at komme hjem i en fart. (Vi taler her om den gamle bro fra 1904, som blev afløst af den nuværende i 1976). Kvindfolkene syntes godt nok at vores tøj var lidt klamt, men det måtte jo være fordi vi havde svedt så meget. Kun Bedstefar fik at vide hvordan det i virkeligheden hang sammen, for vi var nemlig solidariske. 

Engang var det dog Bedstefar som var lige ved at få ørerne i klemme fordi jeg absolut ville lære at skrå, og vi taler her om en rigtig gammeldags skrå i form af kardus, der var dyppet i aske. Bedstefar var ekspert i at spytte langspyt og ramme præcis, hvilket jeg naturligvis var en stor beundrer af. Jeg plagede derfor om også at få lov til at skrå, og til slut har han nok tænkt, at nu skulle jeg kureres én gang for alle. Næste gang dobbeltkassen med skråen og asken kom frem, skulle vi så have en skrå sammen, men der var bare den hage ved det, at jeg troede, at skråen skulle synkes. Resultatet blev da også, at jeg nogle timer senere blev meget syg med høj feber. I det fjerne kunne jeg dog høre alle de skældud som kvindfolkene gav ham, ligesom der også blev talt om at hente dr. Fensbo. Da krisen var ovre sagde Bedstefar blot, at de jo selv kunne se, at drengen sagtens kunne tåle en skrå. Men det er nok ham, som jeg kan takke for at jeg aldrig er blevet afhængig af tobak.

Arbejdsliv

Bedstefar havde en evne som kun de færreste har, nemlig at han kunne påvise vand efter den gamle metode med en frisk tvedelt gren, der ikke nødvendigvis skulle være af piletræ. At det var en effektiv metode, har jeg set mange gange, idet barken ofte var vredet helt af når han lukkede sine hænder op efter at grenen var drejet ned mod jorden. Dette forhold bevirkede at der var en naturlig basis for at kunne nedsætte sig som brøndgraver. Der fandtes to forskellige måder på at lave en brønd, hvorfor der da også i Bedstefars firmastempel stod: "Chr. Jensen. Brøndgraver & Brøndborer. Hadsund". Ved en gravet brønd måtte man naturligvis under arbejdet stive jorden af med brædder hele vejen ned, og når man var nået så dybt, at man ikke længere kunne kaste jorden op til overfladen, blev der så anbragt et håndtrukket spil med to spande, således, at når den fyldte spand blev trukket op, gik der en tom med ned.

Engang, hvor jeg havde fået lov til at komme med ud for at hjælpe til, var det dog nær gået galt, idet jeg i min ubetænksomhed stod og holdt igen i tovet med den tomme spand, så den kunne dumpe et stykke ned, når jeg igen gav slip. Men tovet var da blevet så slapt, at spanden standsede bare nogle få cm. over Bedstefars hoved. Jeg blev klar over, at det skulle jeg aldrig gøre mere, og jeg kan endnu blive helt rystet, ved at tænke på hvad der kunne være sket, hvis jeg havde holdt bare et øjeblik længere i tovet.

På den plads hvor Bedstefar havde sit rørlager og brøndborerværksted, (I dag er der bygget telefoncentral på dette sted), var der også indrettet et område hvor han havde sin rundsav og sine brændeskure. Det var jo mest almindeligt, at man på det tidspunkt fyrede med tørv eller brænde. Mangen en hadsunder er vågnet tidlig om morgenen til klangen fra Bedstefars rundsav. Lidt dybere når klingen bed i de ofte tykke stammer, og lidt højere i det øjeblik hvor den atter slap fri. Selvom man den gang opfattede dette som en hyggelig del af byens lyde, var det nok alligevel ikke gået i dag med alle nutidens skrappe miljøkrav om støjbekæmpende foranstaltninger. 

Især efter salget af forretningen til K. Lykke Ravnborg i 1943, (I dag er det dennes søn, Jens Ravnborg, der driver forretningen videre), begyndte Bedstefar at save brænde for både private og Hadsund kommune. Nogle gange skulle vi først i skoven for at hente det, og måtte så have fat i en mand med en vogn og et spand heste. Hvis det drejede sig om et læs rødder var arbejdet med at håndtere disse særligt stort, idet de først måtte flækkes med jernkiler før de kunne gå i saven, ligesom klingen måtte files noget oftere. En anderledes og frydefuld opgave for mig, var det dog da Hadsund skole skulle have nyt inventar og Bedstefar fik arbejdet med at save alle de gamle borde i stykker. Og så for en skoledreng.

Der var flere måder at opbevare sit brænde på. For Bedstefars vedkommende blev det først anbragt i et skur, hvor der var meget luft mellem tremmerne, næste år i et der var mere lukket, og først det 3. år kom det op på loftet, så Bedste kunne bruge af det. Det gjaldt jo om at forøge brændværdien mest muligt. Nede i Hjortsminde, som var en udlejningsejendom, var det noget anderledes. Her havde man udendørs brændestabler og det der skulle bruges til pindebrænde blev skruet op ligesom tørv i mosen. Når dette var gjort rigtigt, kunne regnen løbe af, næsten uden at brændet blev vådt.

Som i alle andre byer, var erhvervslivet i Hadsund fordelt på små og store virksomheder af allehånde slags, og nogle af disse fik man selvfølgelig mere kontakt til end andre. Et sted hvor jeg tilbragte meget tid, var oppe hos smed Nielsen i Tinggade. Det var især spændende når der skulle skoes heste. Vi taler jo her om store arbejdsheste, der godt kunne være nogle uregerlige krabater, og så gjaldt det om at smeden var den stærkeste. Men når først han havde fået løftet et af hestens ben op mellem sine egne, og den derfor ikke mere havde den samme balance, gik det som regel alligevel. Somme tider måtte han dog give den et ordentligt klask og råbe, "kan du så stå din satan" før det hjalp. Et andet arbejde, som jeg beundrede meget, var når smeden skulle ringe et hjul. Ringen skulle da være smedet så præcis, at den lige akkurat ikke kunne gå på hjulet, hvorefter den blev opvarmet i essen til den havde udvidet sig nok til at kunne smutte på. Og så var det ellers bare med at få hjulet op i vandkarret før der gik ild i det.

Hver dag ved middagstid kom mælkekusk Hansen, som boede privat i møbelhandler Rolins ejendom på hjørnet af Storegade og Jacob Møllersgade, (I dag el-service), kørende med sin hvide hest foran vognen, og når konerne så havde fået deres kander fyldt med mælk, eller hvad de ellers skulle bruge, kørte jeg gerne med rundt på resten af turen. Om sommeren var det herligt at ligge på det varme bliktag mens hesten adstadigt travede turen rundt. Den kunne den udenad - også hvor den skulle stoppe. Turen endte selvfølgelig nede på mejeriet, og når jeg havde hjulpet Hansen med at læsse af, og han var kørt ned for at sætte hesten på græs, hjalp jeg ofte mejeristerne med at vaske flasker. Når jeg gik hjem efter dagen arbejde, kunne det endda ske at jeg havde en krone i lommen. (Det var i mejeriets gamle bygninger at Jysk Sengetøjslager senere drev forretning gennem mange år, men virksomheden er nu flyttet ud i Industriparken ved Alsvej).

Et andet og for mig spændende arbejde og en stor ære, var at få lov til at hjælpe graveren med at ringe med kirkeklokken, som dengang var ophængt i en tårnlignende overbygning over det gamle kapel. Op til højtiderne skulle der kimes i en time. Det foregik på den måde, at man med tovet trak klokken over i en skrå stilling og bandt den fast, således at man med håndkraft kunne slå kneblen mod klokken med små hurtige slag. Når man skulle skiftes til at gøre det, var det om at holde takten så ingen kunne høre, at det ikke var den samme, som slog hele tiden. (I dag foregår ringningen automatisk fra et moderne klokketårn, som er anbragt i et lille anlæg ude på kirkegården).

Efterskrift

Rejsen til fordums dage er slut, men tilbage er der et væld af minder. Lyden af ringene, der sad i muren nede på torvet, og som var anbragt til at binde heste og kreaturer ved. Bødker A.C. Gades butik i Østergade med alle oldsagerne. Den flot pyntede fastelavnsbåd, som kørte rundt for at samle ind til fiskerenker og syge fiskere. Livet på telefonpladsen med dens lager af master, luftledninger og spændende apparater. Stationen hvor der altid var liv af glade og travle rejsende, og hvor en dreng endog kunne få lov til at skubbe tomme togvogne til og fra pakhuset, eller være med til at vende lokomotiver henne på drejeskiven.

Men tilbage til nutiden. Hadsund har fejret sit 150 års jubilæum som handelsplads og 100 års jubilæum for indvielsen af den første bro. Med andre ord, Hadsund lever og har det stadig godt.