• mariagerfjordguiden på facebook
  •  
  • mobilmenu

Den hvide hest

Fotograf: Svend Grønkjær Madsen

Der er flere (sejlivede) myter om Den hvide Hest, der ligger begravet i et anlæg tæt ved forsamlingshuset i Visborg.

Den hvide Hest indskrev sig i landets historie, da den den 10. juli 1920 bar Chr. den 10 over den dansk-tyske grænse - og dermed markerede, at Sønderjylland atter var dansk efter at have været tysk siden 1864-krigen.

En af myterne om Den hvide Hest handler om, at den kalkedes hvid inden ridtet -! Myten stammer fra arveprins Knud, der sammen med sin bror, den senere Frederik den 9. også deltog i ridtet. Arveprinsen forklarede på TV, hvordan kalken smittede af på hans tøj, da han kom i berøring med hesten.

Utallige undersøgelser har siden fortalt, at hesten IKKE var kridtet hvid. Den var født hvid. Og den var hvid som sne fra mule til halespids.

Det, som arveprinsen kunne havde taget fejl af, var, at dens fører under opholdet i Sønderjylland, Henrik Nielsen, Visborg, havde børstet hesten med pibeler/wienerkalk for at fjerne snavs og skjolder af urin. Sikkert uden tanke på, at smuler af denne kalk blev siddende - og kunne have smittet af på det kongelige tøj. 

Der er ingen, der kender historien om Den hvide Hest bedre end Viggo Vandkær Thomsen, sønderjysk skoleinspektør. For en del år siden satte han sig for at skrive alle enkeltheder ned. Her er (kort fortalt), hvad han fandt frem til.

Den hvide Hest var født i Frankrig. Den blev set og oplevet af greveparret på Visborggaard ved Hadsund, Alice og Knud Danneskiold Samsøe, under et fransk besøg. Greveparret købte efterfølgende hesten. Grevinden gav den navnet Malgre Tout, der betyder "trods alt".

Da Sønderjylland efter afstemning vendte tilbage til Danmark i 1920 og begivenheden skulle markeres, var der een eller flere, som mindedes, hvad den synske Jomfru Fanny i Åbenrå havde spået.

- Engang vil den danske konge ride på en hvid hest ind i Sønderjylland, som da bliver dansk igen, havde Jomfru Janny spået.

Her kommer Den hvide Hest fra Visborggaard så ind i billedet. Greveparret medvirkede gerne til, at det var deres hest, Malgre Tout, der bar Chr. den 10. over grænsen. Efter ridtet, som er skildret på film og utallige billeder, vendte hesten tilbage til Visborggaard.

Omkring 1924 blev den syg og måtte aflives. Den begravedes ikke langt fra gården, og der rejstes en mindesten.

Stenens indskrift lyder:

"Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen"

En af hestens hove blev skåret af og sendt til kongens bord.

Ikke hans spisebord, men hans skrivebord.

Chr. den 10. brugte hoven som blækhus.

  • Information

    Sådan finder du vej!

    Stenen er synlig (i retning mod Visborggaard) fra Visborg Forsamlingshus, Gl. Visborgvej 135, Visborg, 9560 Hadsund.